I Dag måtte jeg altså efter Timen med Manuduktøren hen at gøre Hoveriarbejde hos Fader; det er for Resten påfaldende, hvor meget venligere han er imod mig når han er i København, end når han er på Langeland.
Preben kunne ikke komme med til Middagen for Prins Hans på Grund af sin dårlige Fod.
Spiste med Preben hos Moder og var til en ny Fiasko på det kgl. Teater; det var Premieren af Gunnar Heibergs Kunstnere, noget elendigt Makværk, der blev hysset til døde af Publikum.
Der kommer værre og værre Oplysninger om de Misbrug Sædelighedspolitiet har gjort sig skyldig i på deres iltre Jagt efter Forsyning af ulykkelige faldne Kvinder til de af Staten beskyttede Bordeller. Det gælder for Opdagerne om at snuse så mange Ofre som muligt op og så slæbe dem op på Rådstuen.