8. August 1894

Konseilspræsident J.B.S. Estrup træder tilbage.

Estrup er gået af! Efter have regeret så godt som enevældigt i 20 År per fas et nefas kan han trække sig tilbage som Sejrherre. Han har opnået at se Folketinget godkende Provisorierne. I hans Sted er Baron Reedtz-Thott bleven Konseilspræsident og alle de øvrige Ministre have beholdt deres Poster med Undtagelse af Goos og Bahnson, man har dog ment at det ville være for stift at lade de to så forhadte Personer blive siddende. Lüttichau som Finansminister, General T. Hansen Krigsminister og Bardenfleth Kultusminister. Disse tre Herrer, eller i al Fald de to høre til den yderste Fløj af det reaktionære Højre, og da Provisorismens Fader, den store Jurist Nellemand bliver ved at være Justitsminister kan man sige sig selv i Betragtning af Reedtz-Thotts fuldstændige Nullitet at det ”nye” (!!) Ministerium i et og alt vil blive en Fortsættelse af det Gamle. Aviserne og den offentlige Mening har modtaget Budskabet om det ”nye” Ministerium med sløv Ro, i korrekt Opfattelse af at det er den gamle Historie der atter og atter vil gå om. Folkevittigheden har allerede døbt det nye Kabinet ”Ministeriet Bülow”. Det er nemlig en bekendt Sag, at Baronesse Reedtz-Thott født Bülow øver en aldeles ubegrænset Indflydelse på sin Mand i alle Sager. Gennem Bardenfleth vil Bigotteriet vinde yderligere Fodfæste og ou est la femme? Fru Bardenfleth er en Datter af den bekendte Vartovpræst Brandt, der med stor Iver arbejdede for den indre Mission. – Preben og jeg hørte om Aftenen inde i Tivolis Koncertsal Primadonnaen Nevada synge.

Politikeren og konseilspræsidenten J.B.S. Estrup (1825-1913). Fotografi af Peter Elfelt efter 1900. Det Kongelige Biblioteks billedsamling.

Sted
Årti