Talte med en Mand, der kom lige fra Berlin, de, der ikke har Rationeringskort, kan ikke få andet end Kartofler og Kartoffelvand.
Til Jubilæumsugen i Betty Nansen Teatret; sad som sædvanligt ved Siden af Direktør William Hansen og hans kønne Kone, der er meget empresserede overfor mig.
Var i Nørrebros Teater at se Johan Strauss’ Zigeunerbaronen og nød ret af Hjertet Melodierne i denne Operette, der af mange anses for Verdens bedste.
Var i Nørrebros Teater og så den gamle berømte Operette Som i Ungdommens Vår; blev meget bevæget over den Scene, hvor Peter Gade, der er blevet Gehejmeråd, for første Gang genser sin Ungdoms Elskede; det gjorde både Hans Kurt og Else-Marie smukt.
Vågnede ved Lyden af et voldsomt Brag; senere på Dagen fik jeg at vide, at det var en engelsk Faldskærmsjæger, der havde kastet en Bombe ind i Dr. Perses Klinik, der var blevet overtaget af Tyskerne og anvendt til at danne Rum for Fabrikeringen af et eller andet.
Mussolini er kastet til Side af sit eget Parti. Arbejdede længe på Storkansleren.