Havde en yndig Dag. Havde meget skriftligt Arbejde om Formiddagen. Medens jeg klædte mig om til Turen til Odense, kom Godsfuldmægtig Andersen for at bede om sin Afsked.
Så ud til Pløjningen, Eleverne takkede pænt for Teateraftenen. Stupide Kritiker af Kejseren af Amerika, i de dumme Odenseblade, som jeg foragter for dybt til at ærgre mig over.
Fik Besøg af Redaktør Garde fra Tilskueren, han kom dels for at sige, at han sympatiserede med mig i min Strid med Odense Teater, i hvilken Strid efter hans Mening alle retsindige Mennesker holdt med mig.
Jeg fulgtes på Vejen hjem et Stykke med Frøken Brandt, der fortalte, at Erik Scaveniuses Elskerinde var arresteret af Frihedskæmperne, stærkt kompromitteret, Erik selv er så forhadt, at man [frygter] for, han vil blive lynchet; mon han trods alt stadig går rundt med sit spottende Smil?