Hentede Houmark, der spiste med mig. Han glædede mig med at fortælle, at hans nye Bog snart udkom; jeg længes meget efter at læse den, Viggo og jeg er portrætterede i den. Han sagde, at Arvid Rørdam havde fortalt, at Viggo arbejdede på et kunstværk til mig.
Brev fra Houmark, der meddeler mig, at hans Ven, Prins Vilhelm af Sverige så gerne ville til Lundsgaard når han holdt foredrag i Odense. Havde Christian Jørgensen oppe at forbeholde ham, at han skulle holde Fred med sine Folk derude på Revningegården.
Preben var her til Frokost, i Eftermiddag rejse han og Mary ud til Hellebæk for alene med Kai og Ingegerd at fejre deres Sølvbryllup. Fryde kom og modtog Manuskriptet til min nye Bog. Var ude at se til Viggo Jarl. Han er dog altid den samme trofaste Ven.
Var henne i Teatermuseet og fordybede mig rigtig i dets Skatte. Fejrede Gensyn med min Ungdoms og Barndoms Teatersværmerier, hvor var dog Marie Hunderup, født Andersen yndig!