Jeg kørte i Automobil ned til Roskilde sammen med Faderen og Onkel Julius. Den uniformerede Forsamling ude på Domkirkepladsen så imponerende, men noget for broget ud til den sørgelige Anledning.
Arbejdede på Storkansleren. Var til Generalprøve på Folketeatret Kl. 1, det var Howalts Asfalten synger, et farligt Stykke med dets Proklamering af at alt er tilladt er yderst farlig.
Havde en rar Eftermiddag henne i Kinopalæet, hvor jeg for anden Gang så Hans Onsdagsveninde. Karl Gustav så så godt ud; det upålidelige, der er i hans Karakter, har han ikke vanskeligt ved at gengive i Rollen her; lo hjerteligt over Peter Malberg som Baldur Svanemose.
Krigen synes foreløbig at være gået i stå. Kongen har det bedre, var oven i Købet i Det Kgl. Teater i går, mægtig hyldet af det overraskede og begejstrede Publikum.