Om Aftenen gik jeg i Dagmarteatret og så Esmanns Før Brylluppet og Geijerstams Amor og Psyke. Det var en meget fornøjelig Aften. I Mellemakten traf jeg en af de Forstelever, der var på Tranekær i den Sommerferie da jeg var bleven Student, det var ham, der hed Holm.
Efter at have fuldendt Engelsktimen hos Fugl gik jeg hen for at tage Billetter til Miss Helyett på Casino til Preben (mærkelig Distraktion) Haffner og mig. I Strandstræde så jeg Prinsesse marie spadsere med en lille Dreng ved hver Hånd, de er så søde hendes Børn.
De pjattede Københavnere taler om det gamle, halvrådne, grimme, brandfarlige Dagmarteaters Nedrivelse som om en National Ulykke, så blæse være med det, om Slottene med deres store Kulturværdier omskabes til Galeanstalter eller Rekreationshjem.