Juel-Madsen kom efter den længere Pause og fortsatte med Maleriet, jeg kan ikke rigtig forsone mig med de Billeder, der bliver til lutter Klatter på nært Hold. Juel-Madsen var meget optaget af sit Samvær med Starck hos lille Jørgen.
Det var næstsidste Gang, at Juel-Madsen malede på mit Billede, han har fået særdeles godt fat på Udtrykket, også Staffagen er god. Han tog afsted en Time efter Frokost, disse Seancer er gåede efter en Snor.
Juel-Madsen var herude for i bogstavelig Forstand at give Maleriet den sidste Olie, han var barnligt glad over Bladenes meget rosende Omtale af hans Illustrationer til Justesens Friluftsliv. Da han var taget afsted, gik jeg en Omgang at se til mine Sager.
Den unge Maler Hempel kom med forskellige Billeder, som Faderen havde bestilt til dørfyldninger på Tranekær, Preben engagerede ham straks til at male og tegne med Ingegerd, der synes at røbe Evner; Onkel William kom til Frokost. Den uendelige Vinter.
Brev fra Moder, det beroligede mig, da hun skriver om at gå i Kirke, Inde i Juvelerbutikken talte jeg med Kaptajnen, der meget ængstede sig for Valgene. Oppe på Charlottenborg var der ikke meget af Interesse, meget smukt var Maleriet af Kronprinsen.
Var i Casino at se det meget fængslende Kriminaldrama Det Offentlige mod Mary Dugan. Fik i Mellemakten at vide, at Stykket er bygget på en virkelig Begivenhed, der er passeret i London.
Da mit Sind er oprevet over det passerede, drak jeg ikke Kaffe men var asketisk som til daglig. Skrev til Peder Enggaard og Dr. Brücher om den slemme Historie. Var om Eftermiddagen på Christianshavn hos Professor Oscar Matthiesen på hans Atelier for at tale med om Sønnen Mogens.
Drak Kaffe imorges, allerede da jeg indåndede Duften af Kaffen følte jeg mig svagt beruset. Gik først hen til Konservator Rønne i Anledning af nogle Marier jeg skal have restaurerede. Var rundt mellem Malerierne i Samlingen og fordybede mig særlig i Købkes og Eckersbergs Billeder.
Det Kongelige Teaters Stærekasse bliver nu nedlagt, det har været en grundig Fiasko med den Talescene, Venstre synes nærmest stemt for Det Kongelige Teaters Afskaffelse, Borgbjerg kæmper med rosværdig Iver for Bevarelsen.
Pænt Brev fra Frøken Clara Schwartz, der skriver om Karl Gustav Olsen, at han er et elskeligt Menneske.