Arbejdede på Storkansleren. Var til Generalprøve på Folketeatret Kl. 1, det var Howalts Asfalten synger, et farligt Stykke med dets Proklamering af at alt er tilladt er yderst farlig.
Højskolehjemmet i Kolding er sprængt i Luften, Ugerningen er forøvet af Danske, der har fået udleveret Bomber af engelske Faldskærmsflyvere; Hjemmene var i Sprængningsøjeblikket fuldt af Tyskere og Danskere.
Spiste i Drachmanskroen, hvor jeg havde en behagelig Samtale med Erling Schroeder, der hele Døgnet var optaget af Englænderne og Teaterarbejdet.
Morer mig over Avisernes Festlyrik i Anledning af Kongen af Norges Ankomst og snakker op og ned ad Stolperne om Broderkærlighed mellem de to Kongebrødre; jeg, der har set dem vokse op, ved bedre Besked, de hadede hinanden som Drenge, det er sikkert og vist.