Var henne på Hotel Nordland at gratulere Karl Gustav til hans Fødselsdag, men traf ham ikke; Portieren spurgte, hvem han skulle hilse fra, og da jeg havde afgivet Svar, forvandledes Mandens Væsen Fuldstændigt, hvor Menneskene dog er snobbede!
Overordentlig smukt Brev fra Direktør Svend Melsing. Også Paul sendte en Takkeskrivelse, fordi jeg havde bidraget til Gaven, til hans 60 Års Fødselsdag, en Buste af ham. Det er langt pænere på den Måde, et trykt Takkecirkulære er ingen Opmærksomhed.
Hitler har ladet den norske Hærs Officerer føre til Tyskland; hvad mon der skal ske med dem? De, som have sluttet sig til Nazismen slipper fri; det ventes, at de andre vil blive skudte. Nu er der endelig kommet Sol og en lille smule Varme, sad længe i Solen og lod mig bage af Solen.
Norge er blevet befriet, så nu er der Fred over hele Europa; sad længe og lod mig bage af Solen ude i Haven; jeg så på, at der blev gjort nyt Forsøg på at fange min Genbo, Maler Frandsen, der nok har et meget stort Synderegister, ved hvilket han har tjent en stor Formue.
Havde en Del Skriveri i Anledning af Roskildensersamfundets Rusgilde 23. Juni. Var til Premiere i Frederiksberg Teater på Leck Fischers Fronten, der forherliger Frihedskæmpernes Færd under Besættelsen.