Da jeg åbnede Posttasken forefandt jeg et Brev fra Tom, der skildrer Forholdene i Hamburg som meget lidt prægede af Krigen, Teatrene melde hver Aften udsolgt Hus, og Levnedsmidlerne er ikke blevne dyrere.
Hvilken Tåbelighed med al den Snak om Afrustning, nu har der i Estland været en meget blodig Bolsjevikopstand, som heldigvis er blevet undertrykt, de infame russiske Banditter lå med deres Flåde i den finske Bugt og lurede på Resultatet.
Talte med Thormann, der tidligere var Konsul for Estland og stadig er godt underrettet om hvad der foregår i Rusland; han fortalte, at Rusland samlede nye store Troppemasser, som skulle besætte Rusland.
Arbejdede på Storkansleren. Nielsen fortalte mig, at han havde talt med en dansk Arbejder, der lige kom fra Hamburg; Manden havde mistet sin Kone og sit eneste Barn under det sidste Bombardement.