Var til Eftermiddagsforestilling på Dagmarteatret og så Pygmalion. Spiste her på Hotellet bagefter og nød rigtig en Times Tid at sidde og læse i Problematische Naturer. Gik hen til Komtesse Lerche, hos hvem jeg traf Admiral Evers og Frue samt Ida Skeel og Regitze Lerche.
Tog afsted til Tranekær, led og ked af det hele, hvor Livet dog er en Plage. I Stenstrup kom Lof og Kone ind i min Kupe sammen med deres lille 15 måneders Pige. I en forrygende Snestorm og i Mulm og Mørke kørte jeg fra Rudkøbing til Tranekær, hvor Onkel Isses, Hanses og Kai var ankomne.
Til min store Glæde kom der Brev fra Viggo med Billede af hans sidste Værk, Sejrherren fra Marathon, jeg viste det til Moder, der taler med så varm Sympati om Viggo. Der var også et Kort fra Axel Heine med et smukt Vers. Med Faderen og Hans oppe at se det store Ostelager på Mejeriet.
Langt, kærligt Brev fra Viggo, skrevet på Løndal. Læste i Ibsens Brand, men måtte tænde Lys Kl. 12 på Grund af det buldrende Mørke. Efter Frokost aflagde jeg nogle Visitter nede i Byen.
Mødtes henne på Højesteretssagfører Graaes Kontor med Baronesse Gerda Bille-Brahe, der var yderlig misfornøjet med hvad hun foreløbig ville få at leve af efter sin Svigerfader. Jeg manede hende til Sparsommelighed.
Provsten fortalte i sin Prædiken i dag om et Billede, på hvilket man så Kejser Wilhelm stå over for Kong Albert. Kejseren har en brutal og hoven Mine, rundt om ham ser man Huse i Ruiner, rygende Tomter, flygtende Kvinder og Børn.
Jeg sad oppe i min Stue og ventede på det Øjeblik da den elskede Viggo skulle komme. Sad og læste i Martha Ottesens Danmarks Grænsevagt mod Syd da jeg hørte den lette gule Vogn køre op ad Banken. Viggo så så glad ud, det kunne jeg se oppe fra mit Vindue.
Viggo kom ind til mig om Morgenen i min Stue og hilste mig som altid med et Kys. Da vi havde siddet lidt og talt gik vi rundt at se Huset, vi var helt oppe i Prebens og min gamle Dagligstue. Så på Malerierne i Underværelserne.
Krigen mellem Kina og Japan er nu udbrudt til Trods for det latterlige Folkeforbunds Bestræbelser for at forhindre det. Blot vi nu ikke står over for en ny Verdenskrig. Jeg gyser.
Så mange Arbejdsløse er vandrede til Tyskland, at Kommunen har svært ved at få Snemasserne kørte væk, og Barbererne kan ikke få Svende. Meget smukt Takkebrev fra Professor Søe i Anledning af et Rådyr fra Tranekær.