Langt kærligt Brev fra Viggo, som jeg netop har tænkt så meget på i disse Dage. Han fortæller interessant om den smukke Stemning, der hersker i Paris, alle er beredte til at ofre Liv og Velfærd, der hersker Ro, Tillid og Tryghed.
Tog med Toget nordpå. I Kupeen talte jeg med en Handelsrejsende, der fortalte mig, at oppe ved Limfjorden var alt [var] indrettet på at søge hindret, at Tyskerne trængte videre nord på ifald de skulle foretage Indfald i Nørrejylland.
En lykkelig, mindeværdig Dag! Jeg tog ind til Odense med 11 Toget, afleverede den store Buket ved Garderoben, lod mig barbere hos Beyer og sad derpå roligt en ¾ Tid på mit Værelse henne på Grand Hotel. Gik så hen på Banegården og mødte Viggo på Perrontrappen, han så smuk og god ud, den kære.