Brev fra Viggo, blev noget skuffet over det. Tonen var så underlig reserveret, måske kommer det af nogen Depression over Sygdommen hos Moderen.
Viggo ringede mig op i Telefonen imorges, hvor jeg tydeligt kunne høre hans elskede Stemme.
Jeg gik straks efter Te ud i Rosenvænget og ringede på i No 32, gav den svenske Pige Brevet til Viggo, jeg havde selv kun skrevet ganske sagligt og indlagt Moders Indbydelse til på Torsdag samt det smukke Brev fra Houmark.
Talte med Friis om, hvorledes vi skulle ordne det med Brændselsleverance til Arbejderne, det bliver alt for dyrt for dem, Kullene er nu oppe i 15 Kr. Tønden, i øvrigt er der [fra] Ministeriet kommet Forbud mod Afholdelse af Skovauktion.
Var om Aftenen henne at høre Ruy Blas oplæst af Johannes Poulsen. Mon det egentlig var klogt af Det Kgl. Teater at lade Johannes Poulsen gå for at beholde Poul Reumert?