11. Januar 1916

Viggo ringede mig op i Telefonen imorges, hvor jeg tydeligt kunne høre hans elskede Stemme. For hver Dag der går, elsker jeg ham højere og højere, hele Dagen går som i en Længsel efter det Øjeblik, hvor jeg skal se ham og så kan jeg ikke slippe Angsten for at skulle miste ham, hvor kærlig han end er imod mig, synes jeg dog undertiden han glider fra mig, Gud lade mig beholde ham. Mit Automobil kom til Hotel Phoenix samtidig med hans, han så mig ikke, men gik ind i Vestibulen, derinde mødtes vi og fulgtes ind i Restauranten, han ville igen være den, der inviterede, jeg sagde, at jeg følte mig ganske som en homme entretenu, på sin morsomt indsmigrende Måde sagde han: ”Kunne du ikke lide at være homme entretenu hos mig?” Han var kærlig, overstrømmende kærlig mod mig, vi ville udveksle Ringe for at binde os for Livet, jeg tog begge mine af, viklede dem ind i et Stykke Papir for at ingen skulle se, at jeg rakte ham dem, han ville give mig en anden. Jeg var lyksalig, jublede indvendig, noget sådant har jeg aldrig følt. Da vi brød op, talte jeg med Baronesse Friis, der lever sit ensomme Liv der på Hotellet. Viggo og jeg sad på tredje Række og hørte Bajadser og så bagefter Fjernt fra Danmark.