Karl Gustav kom op til mig brunet af Hornbæks Sol og af det salte Vand deroppe; han var kærlig imod mig og glad; meget opsat på, at jeg skulle støtte Allé-Scenen, Heger havde bedt ham så meget derom; jeg må til gengæld for den eventuelle Støtte få Yrsa og Ristes Rust opført.
Fik et rart langt Brev fra Karl Gustav, der skriver, at man i vide Kredse venter mig til Odense, når Premieren finder Sted; han er meget bange for sin første Optræden som Hamlet. Var henne på Hollændervej, stemte naturligvis på det konservative Folkeparti.
Karl Gustav sendte mig sit Billede af Hamlet med Yoricks Hoved; meget smukt. Arbejdede med Fru Jacobsen, der i går havde været sammen med engelske Officerer; de havde talt med megen Modvilje om Russerne, som de mente Englænderne snart kom i Krig med.
Arbejdede på en Afhandling om Odense Teater, som jeg har lovet Poul Dreyer og Rungwald til Jubilæumsbogen.