Skrev til Viggo Jarl, der vist ikke i lang Tid mere kommer til Danmark, da han under sit Ophold her stadig blev forfulgt af Pengeafpressere, der end ikke undså sig ved at skrive til hans gamle, hårdtprøvede Moder.
Kørte til Odense hvor jeg spiste på Grand Hotel og gik så hen på Industripalæet at høre Poul Reumerts Oplæsning.
Medens jeg lå på Divanen og hvilede, kom Frøken Bernhild og meddelte, at Viggo Jarl var der. Jeg har aldrig set Viggo i den Tilstand, hvor han var i dag, Fortvivlelsen over Moderens Død bevirkede, at han ikke kunne tale sammenhængende, hvor har han dog elsket den Moder.
Mødtes med Preben i Odd Fellow Palæets lille Sal til den af Svend Fridberg arrangerede Oplæsning af Nathan der weisse. Fridberg får nu Støtte af det Offentlige til de afholdte Oplæsninger.
Det har gjort mig ondt at erfare Prinsesse Thyras Død, hun var det Medlem af Kongefamilien, jeg satte mest Pris på, hun var den mest menneskelige af dem alle, talte til en, som om man var hendes Lige, aldrig de haut en bas; Moder holdt også så meget af hende.
Var til Ussings Oplæsning; han læste noget ret uforståeligt af Pär Lagerkvist Det evige Smil samt Oscar Wildes Kvadet om Reading Tugthus.
Havde Besøg af Karl Gustav, der meddelte mig, at han havde afslået at spille Don Carlos, da han var fornærmet over, at Allé-Scenens Direktion ikke som tidlig[ere] ville engagere ham fast.
Var til Svend Fridbergs Oplæsning af Victor Hugos Hernani; Fridbergs Energi er imponerende, han har selv oversat Hugos af Patos svulmende Drama; Fru Blanche Funch var Donna Sol, hvis første Fremstillerinde; Nathalie Ryge, jeg har kendt.