Hvem skulle egentlig have troet, at to så konservative Lande som Kina og Tyrkiet skulle blive Republikker? Nu har Tyrkiet oven i Købet jaget den afsatte Sultan ud af Landet. Hvem havde før 1914 troet, at Kongedømmet skulle vare længere i Italien og Spanien end i Rusland og Tyskland?
Meget forpint af Nervøsitet. Julie Reedtz Thott kom kørende på Visit, man har Indtrykket af, at hun mere er Dronningens Veninde end Hofdame, hun er mærkeligt nok Dus med Kronprinsen. Julie fortalte om Kronprinsens Forlovelse.
Var oppe på Amalienborg for at kondolere. Det klædte Axel at se bedrøvet ud, hans Udtryk havde ikke det sædvanlige markante. Havde en nydelsesfuld Aften i Folketeatret, hvor Bodil Ipsen spillede i Bissons Hvem er hun? Jeg var dybt grebet og græd under den sidste Scene.