Var til Eftermiddagsforestilling på Alexandra Teatret og så Fru Betty Nansen som Hedda Gabler, en Rolle, der ligger for hende. Stykket er et af de interessanteste, men mest utiltalende af Ibsen. Den Slags Kvinder er dog værre end Petroleuser.
Havde en længere Forhandling med Højesteretssagfører Graae angående Arveanmeldelsen. Han så mørkt på Fremtiden både udadtil og indadtil.
Ude på det ihærdigt arbejdende Betty Nansen Teater så jeg Bjørnsons Daglannet, hvor er der meget i dette Stykke, der minder om Forholdene på Tranekær. Ragna klædte Betty Nansen. Rart at gense Oda Nielsen, hvor er det meningsløst, at hun ikke er ved noget Teater.
I Odense gik jeg straks hen på Grand Hotel, glad over at være i Odense, det var grønnedes stærkt i Kongens Have, rart at jeg havde fået min nye Sommerfrakke, for det var meget lunt. På Grand Hotel er der indrettet Salon straks i Indgangen, der hvor Portieren før havde sin Loge.