Et rart og tilfreds Brev fra Preben, der synes helt at gå ind på Erik Scavenius’ Planer angående hans Fremtid, så er der da Håb om at få Preben noget nærmere ved Danmark om få År. Preben opfordrer mig stadig ivrigt til at komme til Peking i Efteråret.
Langt Brev fra den kære Viggo, der arbejder flittigt og lever stille i det uddøde Paris, han har fået Tilladelse til at aflægge et Besøg ved Fronten. Havde en Del Skriveri og gik Haven Rundt et Par Gange da jeg mærker at jeg ikke har godt af at sidde inde og læse hele Søndagen.
Tog med Toget nordpå. I Kupeen talte jeg med en Handelsrejsende, der fortalte mig, at oppe ved Limfjorden var alt [var] indrettet på at søge hindret, at Tyskerne trængte videre nord på ifald de skulle foretage Indfald i Nørrejylland.