Vi sov temmelig længe begge to, vi havde brugt os godt i går. Starck ”sidder” sært åndeligt ned, han lægger overfor mig ingen Skjul på, at han er en af vore, men foragter denne Sag som Samtaleemne. Sneen væltede ned, vi gik en lang Tur i Skovene, da vi kom hjem, viste jeg ham Lejligheden ovenpå.
Havde et langt Besøg af Starck, på ham jeg virkelig kan mærke, at han holder lidt af mig, han er så bange, at jeg skal anse ham for påtrængende eller tro, at det er Lensgreven i mig, han dyrker.
I Odense gik jeg straks hen på Grand Hotel, glad over at være i Odense, det var grønnedes stærkt i Kongens Have, rart at jeg havde fået min nye Sommerfrakke, for det var meget lunt. På Grand Hotel er der indrettet Salon straks i Indgangen, der hvor Portieren før havde sin Loge.