Jeg tog glad og fornøjet fra Hamburg og var glad og fornøjet medens jeg sad i Toget og kørte til Hannover. Der stod jeg ud og tog ind i Kastens Hotel lige overfor Det kgl. Teater. Jeg var overmåde sulten, da jeg satte mig til at spise.
Jeg havde Besøg af Løjtnant Dons om Morgenen, han ville høre om Udenrigsministeriet kunne gøre noget for hans Søster i Anledning af de Haderslevske Autoriteters Vægring ved at lade hende synge i deres By.
Kastede mig som hver Morgen over Aviserne for at læse Nyhederne fra Norge. Nu lader Prins Carls Tronbestigning til snart at skulle blive til Virkelighed. I Rusland raser Revolutionen videre.
I disse begivenhedsrige Tider, hvor Revolution og Kongevalg – Rusland og Norge – holde hele Verden i Spænding, styrter jeg mig over Aviserne som over en spændende Roman.