Jeg lider i denne Tid meget stærkt af min Nervøsitet, Uro, Tvangstanker og Anfald af Melankoli, måske gør det noget, at jeg i indeværende Måned ikke tager Compound Syrup, men jeg vil først begynde igen til Februar, da Afbrydelser af og til er godt.
Fru Tobiesen fortalte mig, at Einar Christiansen ville gå af fra sin Stilling som Direktør ved det Kgl. Teater og at man havde tilbudt pladsen til hendes Broder, Obert Rist, der havde afslået det, da han ikke ville være under Danneskjold.
Så var vi henne i Logen i Dagmarteatret at se Emil Poulsens to Sønner i Drachmanns Renæssance. Særlig Adam Poulsen har utvivlsomt et stort Talent. Af Ansigt ligner han Moderen, men han har Faderens klangskønne Organ. Han deklamerer smukkere end nogen anden Skuespiller for Tiden.
Vi var alle i Logen i Dagmarteatret til En Folkefjende, der naturligvis gav Anledning til megen Tankeudveksling mellem os Medlemmer af Logen.
Vi var komne til halvtropiske Egne og kørte gennem virkelige Urskove fulde af Skildpadder og Sumpene og Ådselgribbe oppe i Træerne. Jo mere man kommer mod Syd des mere mærker man til Negerne og til de Hvides Foragt for disse.
Aftenen tilbragte vi i et ret kedeligt Varieteagtigt Teater, hvor de arme Negre havde en bestemt Plads oppe i Galleriet, andre Steder måtte de ikke [være], her have de endog bestemte Sporvogne.
Jeg spiste Middag hos dem og gik så hen i Dagmarteatret, hvor jeg efter Aftale traf Axel. Vi så Hertz’ Besøget i København, der kun for Sophus Neumanns vedkommende spilledes helt godt, han var Justitsråden. Jeg talte med de elskværdige Treschows fra Brahesborg.
Krigen mellem Kina og Japan er nu udbrudt til Trods for det latterlige Folkeforbunds Bestræbelser for at forhindre det. Blot vi nu ikke står over for en ny Verdenskrig. Jeg gyser.
Direktør Thorvald Larsen sendte mig en Bunke Skuespilmanuskripter til Gennemlæsning – Odense Teater er en Oase i den danske Teaterørken. Fik en Henvendelse med Bøn om Hjælp fra Halvdelen af Dagmarteatrets Personale, der ønsker at bryde ud og danne en ny Scene! De Stakler!
Var i Dagmarteatret og [så] et meget morsomt amerikansk Lystspil af Samson Raphaelson Vi unge Mennesker. Hovedrollerne blev naturligvis spillede af Poul Reumert og Kone. Dagmarteatret har en talentfuld Skuespiller Angelo Bruun, der minder om Karl Gustav.
Var i Dagmarteatret til en meget begivenhedsrig[t] Aften, Fru Bloch havde 50 Års Jubilæum og Poul Reumert kreerede en ny Rolle. Det var Sherwoods Dronningens Mand, der omhandler 1930’ernes Foreteelser Kongemagt-Diktatur-Folkevælde.
De pjattede Københavnere taler om det gamle, halvrådne, grimme, brandfarlige Dagmarteaters Nedrivelse som om en National Ulykke, så blæse være med det, om Slottene med deres store Kulturværdier omskabes til Galeanstalter eller Rekreationshjem.
Odensebladene opgør facit af Odense Teaters sidste Sæson: Let Underholdning og ikke en eneste alvorlig Forestilling, kun Fyns Stiftstidende antyder, at Rungwalds Ufornuft, ikke at tage mod min Støtte, er Skyld i det magre Resultat.
Var om Aftenen henne at tage Afsked med Dagmarteatret inden det nu snart skal rives ned. Der blev spillet en umoralsk Farce, Cassini de Paris, der lefler for Publikums allersletteste Instinkter.
Var til den retrospektive Afskedsforestilling på Dagmarteatret, det var arrangeret af Politiken. Det bedste var Robert Neiiendams af gode Grunde stærkt koncentrerede Foredrag om Dagmarteatret gennem Årene. Meget smuk var Henrik Nathansens Epilog, fremsagt med dyb Følelse af Johannes Poulsen.
Mødte Robert Neiiendam, der ligesom jeg var henne at se på Nedrivningen af Dagmarteatret, der gjorde ham ondt, ligesom det gør mig ondt.
Alle er meget optagne af Præsident Roosevelts Budskab til Hitler og Mussolini, de tvende Diktatorer vender sikkert det døve Øre til disse Lokketoner, vestigia terrent, Tyskerne ved af sørgelig Erfaring, hvad der kom ud af Præsident Wilsons Mægling i 1918.