Hvorpå jeg begav mig ind i Rigsdagskasernen for at se Kongen åbne Rigsdagen. Det skete med al mulig Pomp og Pragt, særlig har jeg aldrig set Kongen omgivet af et så stort Følge. Hele Familien var til Stede, lige fra Enkekejserinden ned til de yngre græske Prinser.
Jeg gik op på Amalienborg og var en af de første i Forgemakket. Den noget brusque og uslebne Kommandør Scheller havde jour. Efterhånden kom der så mange, at Gemakket næsten blev fuldt.
Preben og jeg klædte os fra Morgenstunden i Kjole og hvidt Slips og kørte i Kareten til Amalienborg.
Jeg havde stolet alt for sikkert på at jeg kunne tiltræde min Rejse så snart jeg kom hjem fra den nødvendige Københavnstur, for imorges var der Brev fra Moder om at Kronprinsen og Kronprinsessen kom til Tranekær 1ste og 2den December.