Hamburg

Kl. 1 kørte Moder og jeg til Fredericia, mon jeg nogensinde mere får Grandmama at se? Ved Dampfærgen skiltes Moder og jeg og lidt efter sad jeg i Kupeen, mit højeste Ønske, at komme til at rejse alene til Udlandet, var opnået og henrykt var jeg.

Jeg spiste med Moder og Frøken Blumer og var bagefter med Moder henne hos Tante Ida. Tante Ida fortalte meget interessant om den Tid, da hun var Gesandtfrue i Hamburg, det var fra 1844-48. Hun og manden havde boet på Hjørnet af Dammtorstrasse og Jungfernstieg.

Jeg tog glad og fornøjet fra Hamburg og var glad og fornøjet medens jeg sad i Toget og kørte til Hannover. Der stod jeg ud og tog ind i Kastens Hotel lige overfor Det kgl. Teater. Jeg var overmåde sulten, da jeg satte mig til at spise.

Forholdt mig temmelig roligt i dag, havde en god Aften i Altonaer Stadttheater med Opførelsen af det nye Stykke af Paula Busch og Hermann Stein Akrobaten, Stykket er lidt naivt, men taler til Hjertet, i alt Fald til mit.

Jeg havde endnu ikke læst Aviserne så jeg blev ganske bestyrtet, da Mettegang meddelte mig, at Kongen var død på Gennemrejse i Hamburg Tirsdag Nat.

Da jeg åbnede Posttasken forefandt jeg et Brev fra Tom, der skildrer Forholdene i Hamburg som meget lidt prægede af Krigen, Teatrene melde hver Aften udsolgt Hus, og Levnedsmidlerne er ikke blevne dyrere.