Preben og jeg gik med Sophus hen i Dagmarteatret at se det nye svenske Stykke Fætter Georg. Det indeholder en hel Del lattervækkende Scener og det blev spillet godt af Dagmarteatrets flinke Skuespillere. Neumann vakte i en stærkt karikaturagtig Rolle ustandselig Moro.
Blodig Revolution i Lissabon. Det virkede uhyggeligt og deprimerende på mig.
Tanken om Revolutionen i Portugal piner mig vedvarende, jeg har jo lige fra mine tidligste År hadet Republikken og holdt af Monarkiet.
Kl. 10 mødtes jeg med Forældrene inde på Villaen og tog så med dem ind til Nizza for at tage imod Kongen og Dronningen. I Nizza gik vi hen at købe Blomster til hendes Majestæt og spiste så en meget fin Frokost på Café de la Régense, hvor jeg for første Gang i lang Tid drak Vin.