Meget forpint af Nervøsitet. Julie Reedtz Thott kom kørende på Visit, man har Indtrykket af, at hun mere er Dronningens Veninde end Hofdame, hun er mærkeligt nok Dus med Kronprinsen. Julie fortalte om Kronprinsens Forlovelse.
Var inde til Majoratsbesiddermødet, der er blevet indkaldt i Anledning af Højesterets Dom om Majoratsbesiddernes Skatter.
Besøgte Houmark, der var meget glad over, at han var kommet på Finansloven med en særdeles rundelig Forfattergage.
Arbejdede på min Afhandling om Schillers Røverne, det bliver en temmelig lang Ledetråd, men Fyns Stiftstidende vil gerne have sine Læsere orienterede.
Arbejdede på Storkansleren. Havde Besøg af Fru Andresen, der fortalte, hvor mange Ubehageligheder, hun havde hjemme i Kerteminde som Følge af Datterens Besøg.