Havde en længere Forhandling med Højesteretssagfører Graae angående Arveanmeldelsen. Han så mørkt på Fremtiden både udadtil og indadtil.
Mødtes med Viggo i Drachmanskroen, et meget hyggeligt og aparte Lokale, jeg nød Samværet med Viggo og drak med Nydelse den fine Vin til Maden, fortalte Viggo om mine Planer med Gunnar, han forstod godt at jeg ville sikre mig et Menneske til mine gamle Dage.
Arbejdede nogle Timer med Graae, der fortalte mig, at Direktør Rungwalds og Fyns Venstreblads gemene Overfald på mig havde skadet Odense Teaters Sag meget oppe i Undervisningsministeriet.
Havde Besøg af Karl Gustav, der meddelte mig, at han havde afslået at spille Don Carlos, da han var fornærmet over, at Allé-Scenens Direktion ikke som tidlig[ere] ville engagere ham fast.