Vi havde det meget hyggeligt og var bagefter henne på Casino at se En Bortførelse ved Det kongelige Teater. Bortføreren er den bekendte Admiral, Grev Danneskiold og hans Ven er Grev Ahlefeldt-Laurvig.
Atter øsende Regn og et ægyptisk Tusmørke, der virker dobbelt deprimerende i dette uhyggelige Hjem. Jeg gik hen på Thorvaldsens Museum og glædede mig over hans Figurers Ynde. Moder var lidt oppe og sad i Slåbrok.
Provsten fortalte i sin Prædiken i dag om et Billede, på hvilket man så Kejser Wilhelm stå over for Kong Albert. Kejseren har en brutal og hoven Mine, rundt om ham ser man Huse i Ruiner, rygende Tomter, flygtende Kvinder og Børn.
Fik Besøg af Redaktør Garde fra Tilskueren, han kom dels for at sige, at han sympatiserede med mig i min Strid med Odense Teater, i hvilken Strid efter hans Mening alle retsindige Mennesker holdt med mig.