Udenfor talte jeg med Elith Reumert, der var opfyldt af alt hvad Dronning Alexandra havde gjort for ham dengang han var på sin H.C. Andersens turne i England.
Den elskværdige Doktor Hellbom kom til Frokost, vi talte mest om Krigen. Han fortalte, at han af sin tyskgifte Søsters Meddelelser havde det indtryk, at Begejstringen for Krigen var i kendelig Aftagen i Tyskland som følge af de frygtelige Mandefald.
Provsten fortalte i sin Prædiken i dag om et Billede, på hvilket man så Kejser Wilhelm stå over for Kong Albert. Kejseren har en brutal og hoven Mine, rundt om ham ser man Huse i Ruiner, rygende Tomter, flygtende Kvinder og Børn.
Fik Besøg af Redaktør Garde fra Tilskueren, han kom dels for at sige, at han sympatiserede med mig i min Strid med Odense Teater, i hvilken Strid efter hans Mening alle retsindige Mennesker holdt med mig.