En lykkelig, mindeværdig Dag! Jeg tog ind til Odense med 11 Toget, afleverede den store Buket ved Garderoben, lod mig barbere hos Beyer og sad derpå roligt en ¾ Tid på mit Værelse henne på Grand Hotel. Gik så hen på Banegården og mødte Viggo på Perrontrappen, han så smuk og god ud, den kære.
I Anledning af mine Udtalelser til Fyns Stiftstidende fik jeg smukke Breve fra Teatrets Kunstnere, et særlig smukt fra Fru Berthelsen-Grünwald.
Var inde i Odense at se Opførelsen af Selma Lagerlöfs Husmandstøsen, der blev opført af Steins Selskab med Ellen Gottschalch i Titelrollen. Det er et smukt Stykke, som jeg fulgte med megen Interesse. Ellen Gottschalch var nydelig og rørende.
Jeg var inde i Odense at se de senere Års største Teatersucces, Pastor Kaj Munks Cant. Forinden havde jeg det som altid rart på Grand Hotel, hvor jeg spiste Middag.
Var henne at besøge Houmark, der talte om, at Karl Gustav havde gode Chancer for at komme til Det Kongelige Teater, Teaterforholdene er ellers rent desperate.
Var meget tidligt oppe og arbejdede på ”Storkansleren”, til Svend Melsing kom. Han meddelte mig, at Henrik Bentzon havde købt det tidligere Betty Nansen Teatret og ønskede nogle Medaktionærer.
Sad og spiste, og straks kom den indtagende Erling Schroeder hen til mig og fortalte løst og fast, han filmede i Roskildeegnen og ved Ledreborg, han spillede, sagde han, en interessant ung Greve i Filmen.