Den elskværdige Doktor Hellbom kom til Frokost, vi talte mest om Krigen. Han fortalte, at han af sin tyskgifte Søsters Meddelelser havde det indtryk, at Begejstringen for Krigen var i kendelig Aftagen i Tyskland som følge af de frygtelige Mandefald.
Nu kommer Betty Nansen med en ny Overraskelse, hun vil benytte det gamle Casino til Biografteater; hun er en urolig gammel Dame, og som hun kan gøre Reklame, hun vil også gøre religiøs Propaganda ude på Casino og lader til at have fastholdt sine Oxford-Forbindelser.
Havde en rar Eftermiddag henne i Kinopalæet, hvor jeg for anden Gang så Hans Onsdagsveninde. Karl Gustav så så godt ud; det upålidelige, der er i hans Karakter, har han ikke vanskeligt ved at gengive i Rollen her; lo hjerteligt over Peter Malberg som Baldur Svanemose.