Jeg drak Te alene nede i Spisestuen og overlod Adam Moltke til hans mange Forberedelser i Anledning af Kejserindens Komme. Jeg gik op til Svinninge og hen på Kirkegården og et godt Stykke hen ad Landevejen nordpå. Inden Frokost skrev jeg til Graae, Wittrup og Svendsen.
Preben og jeg var til Eftermiddagsforestilling ude på Alexandrateatret, den søde Preben morede sig godt. Forleden ved Hoffet havde Kronprinsen sagt til ham, at han meget ønskede, at jeg skulle blive Chef for Det Kongelige Teater.
Det har gjort mig ondt at erfare Prinsesse Thyras Død, hun var det Medlem af Kongefamilien, jeg satte mest Pris på, hun var den mest menneskelige af dem alle, talte til en, som om man var hendes Lige, aldrig de haut en bas; Moder holdt også så meget af hende.