Jeg har fået en Kurv. Jeg har friet til Henny Moltke og hun har svaret nej, uagtet hun i over et År har givet det Udseende af at hun var forelsket i mig. Hun ville ligesom nødig sige nej og svarede undvigende, da jeg spurgte hende om det skulle betyde nej, nikkede hun bekræftende.
Jeg kørte i Automobil ned til Roskilde sammen med Faderen og Onkel Julius. Den uniformerede Forsamling ude på Domkirkepladsen så imponerende, men noget for broget ud til den sørgelige Anledning.
Vincens Leth kom om Morgenen for at følges med Hans og mig til Onkel Julius’ Begravelse. Vi kørte i Automobil til Rudkøbing, hvor Ekstraskibet, der skulle sejle Langelænderne over til Svendborg, havde Dampen oppe.
Kl. 4 var jeg hos Københavns berømteste Spåkvinde, der endog benyttes af Kongehuset, Fru Post i Gyldenløvesgade. Jeg bad hende først sige mig noget, der kunne overbevise mig om, at der ingen Humbug var ved hendes Spådomme. Det ville falde hende let sagde hun.
Preben og jeg var til Grevinde Schacks Begravelse; Provst Fenger gav en meget rammen Karakteristik af den betydelige Kvinde, der nu er gået bort.
Nu kommer Betty Nansen med en ny Overraskelse, hun vil benytte det gamle Casino til Biografteater; hun er en urolig gammel Dame, og som hun kan gøre Reklame, hun vil også gøre religiøs Propaganda ude på Casino og lader til at have fastholdt sine Oxford-Forbindelser.