Jeg spiste med Moder og Frøken Blumer og var bagefter med Moder henne hos Tante Ida. Tante Ida fortalte meget interessant om den Tid, da hun var Gesandtfrue i Hamburg, det var fra 1844-48. Hun og manden havde boet på Hjørnet af Dammtorstrasse og Jungfernstieg.
Da jeg åbnede Posttasken forefandt jeg et Brev fra Tom, der skildrer Forholdene i Hamburg som meget lidt prægede af Krigen, Teatrene melde hver Aften udsolgt Hus, og Levnedsmidlerne er ikke blevne dyrere.
Var henne at besøge Direktør Thorvald Larsen på Folketeatret. Han så ikke så mørkt på Teaterforholdene, idet både Casino og Nørrebro Teater reddes.
Til Jubilæumsugen i Betty Nansen Teatret; sad som sædvanligt ved Siden af Direktør William Hansen og hans kønne Kone, der er meget empresserede overfor mig.