Andersen kom og hentede mig Kl. 9, og vi gik sammen ud til Kauslunde. Undervejs fortalte Andersen, at han i Går hos Bøttme havde hørt en hel Del om Sædelighedsaffæren, der griber mere og mere om sig og truer med at vokse Accessor Wilcke over Hovedet, bare jeg slipper.
Efter at jeg havde læst Aviserne og set, at der endnu ikke er svageste Håb om Ende på den forfærdelige Krig skrev jeg en Del Breve, 1½ kom Bentzen med Automobilet og kørte mig ad Bogense til på en Mindetur.
Var til Kuren på Amalienborg. Den unge Kronprins så helt pæn ud i sin Sekondløjtnantsuniform. Udenfor Barberen i Phoenix stødte jeg på Frederik Treshow, der præsenterede en ualmindelig net voksen Søn for mig, han er meget høj og ligner sin onkel, Danseren Uhlendorff.
Arbejdede på min Afhandling om Schillers Røverne, det bliver en temmelig lang Ledetråd, men Fyns Stiftstidende vil gerne have sine Læsere orienterede.