Ved Frokosten talte jeg med Redaktør Orgier, der skildrede Forholdene ved Odense Teater som helt fortvivlede, der kommer kun ganske få Tilskuere, undertiden 50, Rungwald har tilsat hele den Formue han tjente i Riddersalen på Melodien der blev væk, og Aktieselskabet er fuldstændig ribbet.
Sendte Karl Gustav de Papirer, jeg skal underskrive i Egenskab af Forlover ved hans Bryllup, men jeg lovede intet om at give ham flere Penge, han må vænne sig til at komme ud af med det, jeg giver ham hvert Kvartal.
Alle er meget optagne af Præsident Roosevelts Budskab til Hitler og Mussolini, de tvende Diktatorer vender sikkert det døve Øre til disse Lokketoner, vestigia terrent, Tyskerne ved af sørgelig Erfaring, hvad der kom ud af Præsident Wilsons Mægling i 1918.