Det var drøjt at måtte sige de gamle Folk, at vi var nødt til at lukke Tranekær, de lod alle til at forstå det og indså at det infame Ministerium Zahle har Skylden. Frøken Jensen græd sine modige Tårer, også Gartner Rasmussen var meget bevægede.
Hindenburg er opstillet som Kandidat til Præsidentværdigheden, det tiltaler min monarkistiske Følelse, men mon det dog ikke er en farlig Leg? Jeg håber han vil gøre det bedre end MacMahon i sin Tid.
Var inde i Odense at tale med Overretssagfører Frandsen om § 6 i Lensloven; han rådede til stejlt at nægte Andrup Adgang til Tranekær og Kronprinsessegade 20, trække Sagen ud og tilsidst fordre at jeg selv ville ordne det med Takseringen.
Havde en yndig Dag. Havde meget skriftligt Arbejde om Formiddagen. Medens jeg klædte mig om til Turen til Odense, kom Godsfuldmægtig Andersen for at bede om sin Afsked.