Havde en meget interessant Aften i Betty Nansen Teatret, hvor det nye Stykke Den store Svindel blev opført.
Var ude til en af Sæsonens interessanteste Forestillinger, det var Komedien af den norske Forfatterinde Nini Roll-Anker med Fru Betty Nansen i Hovedrollen. Fru Nansen siger selv at det er hendes Livs tredje Rolle, først Agnete, så Tora Parsberg og nu denne.
Havde en god Aften ude på Betty Nansen Teatret, det er dog det interessanteste af Byens Teatre, der blev givet Bjørnsons Leonarda. Havde en lang Samtale med Helge Rode i Mellemakten, talte også med Carl Behrens.
Meget deprimeret, længes efter Lundsgaard. Læste i A.D. Jørgensens historiske Afhandlinger og i Frenzens Bismarck, koldt og uhyggeligt i Huset, Mary kom og besøgte os, meddelte at Preben var blevet undersøgt af Knud Faber, der ikke mente det var Mavesår.
Helge Rode kom Kl. 1, hvor han bliver gammel og distræt, men det rolige, stille og behagelige beholder han. Morsomt at Moder har leget med hans Fader på Vallø, at hans Bedstefader og min Oldefader syntes så godt om hinanden som det fremgår af Brevene til og fra Orla Lehmann.
Så på Betty Nansen Teatret Frøken Kirkemus med de to Filmberømtheder Gunnar Tolnæs og Karina Bell i Hovedrollerne, sådan noget, det trækker.
Havde en yndig Dag. Havde meget skriftligt Arbejde om Formiddagen. Medens jeg klædte mig om til Turen til Odense, kom Godsfuldmægtig Andersen for at bede om sin Afsked.
Læste Korrektur på Generalen. Budtz kom Kl. 2 og blev hos mig lige til 5½, jeg var glad ved hans Besøg og ved at høre ham fortælle om Rejsen i fjor.
Marstrand spiste hos mig i dag, bagefter var vi i Betty Nansen Teatret og så O’Neills Drifter, man må beundre som der arbejdes på den lille Scene, også fra den så sympatiske Henrik Bentzons Side.
Indsatte en Del nyindbundne i mit Bibliotek. Telefonerede med Starck, jeg holder meget af ham.
Et smukt Brev fra Starck, skrevet lige før han forlod Odense for at rende tilbage til København, han skriver med megen Glæde om vort Samvær, navnlig om Dagen på Lundsgaard.