Var til Konfirmationsmiddag for Bent hos William. Det er det sidste af Bedstefaders Børnebørn, der bliver konfirmeret. Jeg havde den nydelige og elegante Grevinde Alice Danneskjold, født Hasselbalch til Bords, forbavsende så hurtigt hun har fundet sig til Rette med sin Fornemhed.
Til Middag kom die gute Wimpffen og Annie Scavenius.
Spiste hos Haffner og var bagefter med ham henne at se Ambrosius på Dagmarteatret.
Da jeg kom hjem læste jeg andet Bind af Lessings kritiske Værker ud og tog så fat på Knud Fabriciusses interessante Værk om Griffenfeld.
Af Aviserne ser jeg, at Dagmarteatret for Tiden opfører Hostrups Under Snefog. Hvor husker jeg tydeligt Stykkets første Opførelse i 1888 med den fint afstemte Blochske Iscenesættelse af Datidens udmærkede Skuespilleres Spil.
I København var vi allerede inden 5. Jeg gik først hen at lade mig klippe og barbere samt købe hvide Handsker inden jeg gik til Kronprinsessegade. Begge Forældrene var stærkt grebne af Kongens Død.
Jeg kørte i Automobil ned til Roskilde sammen med Faderen og Onkel Julius. Den uniformerede Forsamling ude på Domkirkepladsen så imponerende, men noget for broget ud til den sørgelige Anledning.
I Det Ny Teater så jeg et meget spændende amerikansk Stykke Lovens Arm, hvori en purung Frøken Ungermann spillede fortrinligt i Hovedrollen. Hvor underligt, at de skuespillerinder, som nu spille Ungpigerollerne, kunne jeg være Fader til.
Var til Eftermiddagsforestillingen på Det Kongelige og så Johannes Magnussens intelligente Hans eneste Kone. Poul Reumert og Johannes Poulsen var udmærkede i Hovedrollerne.
Bladene melde, at Estrup er død. Det går næsten lige så upåagtet hen som i sin Tid, da Hall døde, jeg hørte dengang til Ungdommen og jeg tænker den nuværende unge Generation føler lige så lidt ved Estrups Død som vi Unge dengang ved Halls.
Stadig utilpas men ikke træt så jeg kunne læse godt – Peter Hansens Theaterhistorie. Spiste en god Middag på Hotellet og var så ude i Det Ny Teater for at se nøjere på Det Kongelige Teaters nye Akkvisition, Frøken Ungermann, der tiltræder næste Sæson.
Så var jeg henne at se Sparekassen og glædede mig over Det Kongelige Teaters Stab af unge Kunstnere, Ingeborg Larsen, Johannes Poulsen og Poul Reumert. Der er lidt vemodigt ved at se Olaf Poulsen, for man siger til sig selv, måske bliver det sidste Gang.
Til sidst besøgte jeg Albrecht Schmidt, der lever [som] en Garcon med sin Broder og omgivet af Malerier lige op til Gesimsen. Han så så køn og elegant ud. Spiste på Bristol og var så henne på det stakkels omtumlede Dagmarteater at se Edgard Høyers nye Svamp.
Houmark kom til Frokost, og vi havde det meget fornøjeligt sammen, han er nu virkelig yderst behagelig i Omgang. Han fortalte mig, hvad jeg havde anet, at Albrecht Schmidt var en af vore, det gjorde stærkt Indtryk på mig.
Aviserne beskæftige deres Spalte op og Spalte ned med Einar Christiansens nye Stykke Tronfølgeren. Da det handler om en ung Kronprins med homoseksuelle Tilbøjeligheder, har Sladderen naturligvis straks fået fat på, at det skulle være vor Kongefamilie der er tale om.
Fik per Brev en meget indtrængende Anmodning om at overtage Direktionen af Dagmarteatret. Det kunne aldrig falde mig ind, jeg har hverken Tid eller Råd.
Læste om Aftenen Einar Christiansens opsigtsvækkende nye Drama Kongemagt, der med så stor Dristighed og Alvor drøfter det homoseksuelle Spørgsmål.
Houmark ventede Direktør Ivar Schmidt fra Det Ny Teater – for at læse Hans Lützow for ham. I øvrigt ville han på den ene Side helst have sit Drama frem på Det Kgl. Teater.