Jeg sad Kl. 5½ og læste, da Jomfru Olsen kom ind i min Stue og meddelte mig, at Kongen var død, der var blevet telefoneret desangående herop til Lundsgaard både af Svendsen, Fru Teisen og Gjellerup. Efter Middag kom Svendsen op til mig for at tale om den betydningsfulde Nyhed.
Jeg spiste da jeg kom hjem og var ved godt Mod, skønt der ingen Brev var fra Paul Reimers, hvad kan dog Grunden til den lange Tavshed være?
Da der ingen Brev var fra Reimers cyklede jeg inden Hans var stået op, ind til Kerteminde og afsendte følgende Telegram til Reimers med Svar betalt: Can you come the 15 July, Ahlefeldt. Nu må jeg da høre fra ham.
Jeg kom i en feberagtig Spænding da jeg vågnede om Morgenen og lå og spekulerede om der var Brev eller Telegram fra Paul Reimers. Jeg tvang mig selv til at blive liggende rolig til Kl. var bleven otte, og Emma havde banket på Døren.
Jeg blev vækket 6 ¾ og røg glad og oplivet ud af Sengen og glædede mig til at komme hjem til Lundsgaard. Jeg tog kun og pakkede Toiletrekvisitterne ind i min Håndkuffert og lod alt det øvrige ligge da jeg jo kommer igen Torsdag Aften.