Hvorpå jeg begav mig ind i Rigsdagskasernen for at se Kongen åbne Rigsdagen. Det skete med al mulig Pomp og Pragt, særlig har jeg aldrig set Kongen omgivet af et så stort Følge. Hele Familien var til Stede, lige fra Enkekejserinden ned til de yngre græske Prinser.
Jeg gik op på Amalienborg og var en af de første i Forgemakket. Den noget brusque og uslebne Kommandør Scheller havde jour. Efterhånden kom der så mange, at Gemakket næsten blev fuldt.
Preben og jeg klædte os fra Morgenstunden i Kjole og hvidt Slips og kørte i Kareten til Amalienborg.
Langt interessant Brev fra Preben om de politiske Forhold i England, han mener det engelske Folk vil feje den socialistiske Regering væk ved næste Valg, den har såmænd også gjort Ulykker nok, den engelske Flåde er nu mindre end den amerikanske, og Indien er ved at glide John Bull ud af Hænderne.
Det glæder mig, at Rektor Holbech har taget til Orde i Fyns Stiftstidende mod disse teaterkritikere, der har gjort Odense Teater så megen Skade. Artiklen er holdt i Rektorens urbane, slebne Tone, men for den, der forstår at læse mellem Linjerne er Artiklen meget skarp.
Var henne i Teatermuseet og fordybede mig rigtig i dets Skatte. Fejrede Gensyn med min Ungdoms og Barndoms Teatersværmerier, hvor var dog Marie Hunderup, født Andersen yndig!
Kørte op til Kuren på Christiansborg. Fik talt med mange i Forgemakkerne, særlig glædede det mig at gense Grev Joachim Moltke, der naturligvis vidste, at jeg deltog i Bibeltingene, da han selv er i den øverste Ledelse, han vidste også, at jeg var Ven med Bartholdy.