Lige som jeg skulle gå hen i Ministeriet, ringede Klokken, da jeg stod i Entreen med Hat og Stok åbnede jeg selv. Derude stod et menneskeligt Væsen, der så ud som et Barn, tarveligt, næsten fattigt klædt og spurgte om jeg var Grev Frits Ahlefeldt.
Brev fra Moder, det beroligede mig, da hun skriver om at gå i Kirke, Inde i Juvelerbutikken talte jeg med Kaptajnen, der meget ængstede sig for Valgene. Oppe på Charlottenborg var der ikke meget af Interesse, meget smukt var Maleriet af Kronprinsen.
Da mit Sind er oprevet over det passerede, drak jeg ikke Kaffe men var asketisk som til daglig. Skrev til Peder Enggaard og Dr. Brücher om den slemme Historie. Var om Eftermiddagen på Christianshavn hos Professor Oscar Matthiesen på hans Atelier for at tale med om Sønnen Mogens.
Drak Kaffe imorges, allerede da jeg indåndede Duften af Kaffen følte jeg mig svagt beruset. Gik først hen til Konservator Rønne i Anledning af nogle Marier jeg skal have restaurerede. Var rundt mellem Malerierne i Samlingen og fordybede mig særlig i Købkes og Eckersbergs Billeder.