I Dag måtte jeg altså efter Timen med Manuduktøren hen at gøre Hoveriarbejde hos Fader; det er for Resten påfaldende, hvor meget venligere han er imod mig når han er i København, end når han er på Langeland.
Det er nu slået fast, at Fader fra Maj 1897 overlader mig Lundsgaard med dets Hovedgård, Skove og Bøndergods, NB ikke en eneste Fæstegård er solgt.
Havde en Del Godsskriveri, inden jeg skulle hen i Nygades Teater at se det kinesiske Stykke Lille rislende Kilde. Erling Schroeder er så smuk, at hans Skønhed trænger igennem, selv når han er uduglet og overmalet som Kineser.
Fru Reinhold-Jacobsen, der har mange tyske Forbindelser, skriver, at de tyske Myndigheder har taget under Overvejelse at ansætte tysk Politi her i København, det er på Grund af de stadige Uroligheder. Kommer der tyske Domstole, vil vi ligesom i Norge få den ene Dødsdom efter den anden.
Var til en meget morsom Eftermiddagsforestilling på Nygadeteatret, hvor jeg så Sarauws Peter den store og morede mig kosteligt over Peter Malbergs udmærkede Spil som Balder Svanemose, der blev Hovedrollen gennem Skuespillerens rigt facetterede og nuancerede Spil.