Det lader næsten til at Boulanger skal blive Diktator eller Kejser af Frankrig, nu er han i Seinedepartementet bleven valgt ind i Kammeret med 80000 Stemmers Majoritet, Republikken synger vist på sit sidste Vers.
Heise fortalte en Mængde interessante Ting i Historietimen, efter dens Slutning måtte jeg på Ove Krarups Bøn diktere ham Slægtskabsforholdene hos Bourbonerne, Orleánerne og Bonaparterne, Genealogi det er nu min stærke Side. Hvem mon det bliver, der får Magten i Frankrig?
Preben og jeg gik med Sophus hen i Dagmarteatret at se det nye svenske Stykke Fætter Georg. Det indeholder en hel Del lattervækkende Scener og det blev spillet godt af Dagmarteatrets flinke Skuespillere. Neumann vakte i en stærkt karikaturagtig Rolle ustandselig Moro.