Frantz Schack var oppe hos mig i Anledning af Indsamlingen til Kejserinde Dagmar.
Mødtes med Viggo i Drachmanskroen, et meget hyggeligt og aparte Lokale, jeg nød Samværet med Viggo og drak med Nydelse den fine Vin til Maden, fortalte Viggo om mine Planer med Gunnar, han forstod godt at jeg ville sikre mig et Menneske til mine gamle Dage.
Var i Nørrebros Teater og morede mig over Frederik Jensen i Erik Bøghs gamle Hun skal debutere, det var den fineste, diskreteste Komik, man kan tænk sig, rørende navnlig i den smukke Sang i sidste Akt.
Arbejdede længe på Det Kongelige Bibliotek, ude i Forhallen talte jeg med Robert Neiiendam, vi drøftede Hans Chr. Knudsen i Anledning af at jeg skriver om ham i tredje Del af ”Generalen” og Neiiendam har overladt mig et interessant Billede af Knudsen til Bogen.
I Riddersalen så jeg en pæn Operette af en Journalist ved B.T. Gunnar Brandt Lykkens Herberg. En sikkert vordende Stjerne Alex Suhr var meget indtagende, lidt i Genre med Weel, men langt friskere og naturligere.