8. April 1929

Møde med Hans Beck.

Var ude at tage Billet til Det Ny Teater. På Vejen derfra, ved Skt. Jørgens Sø talte jeg med Carlberg. Lidt efter mødte jeg Hans Beck, som jeg ikke havde talt med i mange År, den gamle Balletmester har endnu bevaret Spor af fordums Skønhed. Han talte med den største Foragt om Ledelsen af det Kongelige Teater, den kunne bedst karakteriseres ved de Ord, at der ingen Ledelse var, hver trak til sin Side, navnlig indenfor Balletten var det rent galt. Efter hans Mening var Norrie den sletteste Direktør Det kgl. Teater nogensinde havde haft, siden Fallesens Dage havde der ikke været nogen dygtig Leder – jeg kunne ikke dy mig for at minde Beck om, hvordan han havde hadet Fallesen i sin Tid. Købte en Buket Gyldenlokker til Moder. Var henne hos Magister Raunkjær, der gennem sin Broder Folketingsmanden fra Skjern, vidste god Besked om den politiske Situation; han havde [sagt], at det var ganske galt når Edvard Brandes påstod, at det konservative Folkeparti havde væltet Regeringen af bare Dumhed, det var tværtimod djævelsk klogt. Socialdemokraterne ville nemlig komme i en ganske håbløs Stilling ifald de nu skulle danne en Regering: Forsøgte de på deres Afrustningssludder ville de straks blive bremsede af Folkenes Forbund, og så havde man med det samme Spaltningen inden for Partiet; Stauning ville meget [gerne have] beholdt Ministeriet Madsen-Mygdal, så kunne Forsvarssagen være blevet ordnet inden der kom et socialdemokratisk Ministerium, og Stauning kunne så henvise sine Vælgere til et fait accompli. Moder kørte mig ud til Nordkrog i Hellerup, hvor jeg besøgte Willy Ahlefeldt, senere var jeg henne hos Erik og Fritze at gratulere til Sønnens Konfirmation – mit Gudbarn Irene er en yndig lille Pige. Var om Aftenen i det Ny Teater og så Walter Kollos Operette Liselotte, den tiltalte mig meget.

Balletmesteren Hans Beck (1861-1952) som ældre. Udateret fotografi. Teatermuseet i Hofteatret.

Årti