29. Oktober 1942

Uroligheder i Danmark.

Det går bedre med Kongen. Et næsvist Stykke i Fyns Venstreblad angående Legatuddelingen; Knud Hallest taler flabet i Interviewet, men hans Glæde giver sig dog et rørende Udtryk. Raars Kilde er udkommet i dag med min Afhandling om Heise. Bartholdy var her i dag; han fortalte mig meget af interesse ovre fra Nørrejylland, hvor Broderen er Læge i Skørpinge. De tyske Soldater i Aalborg gjorde for et Par Dage siden Mytteri og overfaldt deres Officerer, som de til sidst overmandede, derpå gik de løs på Byens Borgere, skød med Revolvere til højre og venstre på Gaderne, stak efter Folk med Knive eller Bajonetter, trængte ind i Privathuse, hvor de for frem på samme Måde; det var en fuldkommen Bersærkergang, som var over dem, 150 sårede var Resultatet af denne Kampagne i Aalborg.  Først da en stor Politistyrke kom fra Aarhus, lykkedes det at få en Ende på Tumulterne, Betjentene gik med Stavene løs på de tyske Soldater. Nogen Tak blev der ikke rettet til det Aarhus Politi fra de tyske Myndigheders Side. Her i København er der roligere, siden Frikorpset er vendt tilbage til Østfronten, medens Frikorpset var her, gik det meget uroligt til: Nogle Frikorpsmedlemmer trængte ind i Folkets Hus på Enghavevej, hvor Socialdemokraterne har deres Møder; Bestyreren for Lokalerne havde Fødselsdag, og der var samlet nogle Venner; Frikorpsmedlemmerne holdt deres Pistoler for Panden af de Tilstedeværende og spyttede Gæsterne og Værtsfolkene i Ansigtet; så gik de deres Vej. Det københavnske Politi erklærede overfor Værten, at det hverken kunne eller ville (turde) blande sig i Sagen.

Lensgreven og forfatteren Frits Ahlefeldt-Laurvig (1870-1947). Fotografi cirka 1930. Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv.

Emne
Sted
Årti