21. April 1947

Kongen er død i Nat. Jeg bevægede mig mod Christiansborg, hvor Frederik den niende skulle udråbes til Konge. På Hjørnet af Rådhuspladsen og Frederiksberggade var opslået et Budskab fra Dronning Alexandrine, der anmoder om, at man i Stedet for Blomster til Kongens Båre vil sende Penge til Frihedsfonden: Opråbet var formet i en smuk, jeg kunne godt sige poetiske Tone; Sagen er den, at Folkefesten på Befrielsesdag, 5. Maj, er aflyst  som Følge af gamle Konges Død, og der bliver således ikke Gadeindsamling til Frihedsfonden; [den] gamle Konge holdt så meget af Frihedskæmperne, så Dronningen har Ret, når hun udtaler, at hun føler sig i dyb Overensstemmelse med den afdøde Konge, når hun træffer denne Bestemmelse, ”det er Kong Christians sidste Hilsen til den danske Ungdom.” Da jeg kom i Nærheden af Christiansborg, var Klokken to, der manglede altså to Timer i det Øjeblik, hvor den nye Konge skulle proklameres, og ikke desto mindre var hele Pladsen foran Slottet tæt pakket fyldt; det samme gælder Gammel Strand og Ved Stranden; små Børn sad tæt sammen på Stenkanterne ned mod Kanalen; ubegribeligt, at ingen af dem druknede eller blev trampet ihjel; jeg har senere erfaret, at der var samlet en Kvart Million Mennesker, altså så mange, som der var Indvånere i Byen, da jeg i 1890 kom til København som Student. Overalt ringede Kirkeklokkerne i Anledning af Kongens Død og skal vedblive at ringe hver f. Dag fra 10-12 og 4-6 lige til Bisættelsesdagen.