Måtte ind til Odense til Tandlæge Riis-Petersen, og det viste sig, at der atter var kommet Rodbetændelse. Bagefter var jeg henne i Landsarkivet at tale med den nye Arkivar om det, jeg efter min Død efterlader Arkivet, det er mine Dagbøger, og så de Breve, jeg gennem mit hele Liv har modtaget.
Helge Rode kom Kl. 1, hvor han bliver gammel og distræt, men det rolige, stille og behagelige beholder han. Morsomt at Moder har leget med hans Fader på Vallø, at hans Bedstefader og min Oldefader syntes så godt om hinanden som det fremgår af Brevene til og fra Orla Lehmann.
Mussolini har skrevet til Borgmesteren i Odense og spurgt ham, hvorledes han bærer sig ad med at gennemføre en så billig Administration af Byen og samtidig skaffe Borgerne så mange Goder. Mussolini er en mærkelig Mand, at han endog ved Besked med Odense.
Havde en yndig Dag. Havde meget skriftligt Arbejde om Formiddagen. Medens jeg klædte mig om til Turen til Odense, kom Godsfuldmægtig Andersen for at bede om sin Afsked.
I Anledning af mine Udtalelser til Fyns Stiftstidende fik jeg smukke Breve fra Teatrets Kunstnere, et særlig smukt fra Fru Berthelsen-Grünwald.
Så ud til Pløjningen, Eleverne takkede pænt for Teateraftenen. Stupide Kritiker af Kejseren af Amerika, i de dumme Odenseblade, som jeg foragter for dybt til at ærgre mig over.
Fik Besøg af Redaktør Garde fra Tilskueren, han kom dels for at sige, at han sympatiserede med mig i min Strid med Odense Teater, i hvilken Strid efter hans Mening alle retsindige Mennesker holdt med mig.